Lasse
Det stod ikke skrevet i hverken stjerner, sol eller måne, at Lasse skulle havne på en dagbehandlingsskole, da han som ansat i Holbæk Kommune håndterede skattekroner og forsyningsting. Men et smut omkring et par specialskoler overbeviste Lasse om, at han meget bedre kan lide at arbejde med vores målgruppe end med skattepapirer og administration. Og heldigvis for os og for vores elever. For Lasse har en rolig og autentisk måde at være i verden på, som vi allesammen drager nytte af. Han er sådan en type, som godt kan lide at bevæge sig og spiller fodbold og cykler og løber og alt muligt andet, som man får sved på panden af. Og så er han far til 2 store piger og kan balancere næsten alt på hagen og næsen.